Lagkage med hindbærmousse og hvid chokoladeganache med pistacie

Lagkagesnitte med hvid chokoladeganache, hindbær og pistacie

Dessert, Lagkage | January 1, 2015 | By

Nytårsdesserten 2014 bestod, her i familien, af tre små kager. Den ene var denne lagkagesnitte med en hvid chokoladeganache tilsat pistaciesmag, lyse lagkagebunde og en fløjlsblød hindbærmousse. Den blev pyntet med smukke, grønne, blendede usaltede pistaciekerner. Idéen kommer egentlig fra en bryllupskagesmagning, som Niels og jeg var til, hvor vi blev overraskede over, hvor godt den lækre pistaciesmag går til den hvide chokolade. 

Lagkage med hindbærmousse og hvid chokoladeganache med pistacie

Opskrift til 8 serveringer

Kagen består af forskellige delelementer, og her kommer opskriften på dem alle – til sidst sættes de sammen til en kage, der skæres ud i den størrelse stykker, som man gerne vil have ud af det – nogle foretrækker større stykker, men da vores dessert bestod af flere kager, var stykkerne ikke de største. 

Lagkagebunde

2 æg
100 g sukker
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Sådan gør du

  • Pisk æg og sukker til en glat masse.
  • Kom bagepulveret ned til melet, og kom melblandingen i dejen.
  • Fordel dejen på en bageplade med bagepapir, så du har nok til at kunne skære to bunde ud á 20×10 cm hver.
  • Bag ved 200 grader (ikke varmluft) i cirka 25 minutter. Tag bunden ud, når den er lysebrun på toppen, og lad køle ned.

Hvid ganache med pistaciesmag

150 g Ivorie chokolade fra Valrhona
150 ml piskefløde
Få dråber pistacieessens 

Sådan gør du

  • Hak chokoladen og kom den i en skål.
  • Varm fløden op i en gryde til det næsten koger, og hæld det over chokoladen. 
  • Rør til en ensartet masse og tilsæt et par dråber pistacie aroma, til den har den smag, som du ønsker. 
  • Sæt på køl i mindst 2 timer, gerne natten over, og pisk op til en cremet ganache, lige inden den skal lægges i kagen. 

Hindbærmousse

150 g hindbær
150 ml piskefløde
20 g sukker
Vanilje
En sjat vand
To blade husblas

Sådan gør du

  • Læg de to blade husblas i koldt vand.
  • Hæld hindbær, sukker og lidt vanilje i en gryde sammen med en sjat vand. 
  • Lad det koge i 1 min og blend med en stavblender. 
  • Tilsæt den bløde husblas og lad den smelte i hindbærmassen – rør rundt. 
  • Pisk flødeskum af fløden, og lad hindbærmassen være helt afkølet inden den forsigtigt vendes i flødeskummet lidt ad gangen.
    OBS: Det kan let skille, så pisk den ikke – VEND det sammen med en dejskraber. Der kan ydermere tilsættes mere sukker, hvis den skal være sødere. 
  • Sæt på køl i mindst 2 timer, eller gerne natten over.

Lagkage med hindbærmousse og hvid chokoladeganache med pistacie

Kagen samles – Sådan gør du

  • Saml lagkagen ved at lægge bund, hindbærmousse, bund og sæt i fryseren. Den er nemmere at samle, uden man presser moussen ud over kanterne, når ganachen lægges i, hvis man har haft kagen på frost. 
  • Når hindbærmoussen er frossen, så meget, at den kan arbejdes ovenpå, lægges ganachen på, og kagen sættes igen på frys.
  • Når kagen er klar, glattes overfladen med en brændvarm spiseske, så den får en flot overflade. 
  • Blend pistaciekernerne fint og drys på overfladen.
  • Skær de stykker du skal bruge og servér. Den skal ikke være iskold ved servering, men heller ikke varm! 

Lagkage med hindbærmousse og hvid chokoladeganache med pistacie

 Find Kageministeriet på Facebook her.

Comments

Be the first to comment.

Leave a Comment

You can use these HTML tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>